Udflugt anno 2014

Torsdag d. 11/9 drog vi på udflugt. Vi var 42 passagerer og 1 chauffør. Vi startede i Nykøbing og første stop var ved Sallingsund Broen. Her indtog vi stående formiddagskaffe med rundstykker. Der var ellers borde og bænke nok, men vi var tidligt oppe, så duggen havde overtaget.

Så kørte vi mod Videbæk. Ad smalle, snoede veje nåede vi langt ud på landet. Der er så dejligt derude. Og det var der.

Vi blev modtaget af et ældre ægtepar, som fortalte lidt om deres liv. De havde drevet landbrug. I rimelig god tid havde de udset sig stedet, hvor de ville tilbringe de sidste år. Så de byggede et hus og anlagde en have. Men de bevarede 1 æbletræ! På det podede de vist 20 forskellige sorter. Sådan et træ må være spændende, når det blomster, og når det bærer frugt.

De havde lige fået nyt gulvtæppe, så vi startede inde i huset.

Her var vi kommet til nogle mennesker, som var mere en almindeligt kreative. Overalt kunne vi se deres fingeraftryk. De kunne male, hugge i sten, lave glas og snitte i træ. Jeg var mest imponeret af en slægtsbog. Den var hugget ud i sten. Og så haven! Ja, det vrimlede med idéer. Og der var høns og mange slags fugle. På en eller anden måde var det også som om deres græsplæne var grønnere.

Efter frokost kørte vi til Herning. Her besøgte vi Tekstil Forum. Vi startede med at falde i svime over nogle småpige kjoler. Det var ren nostalgi. Irene havde pungen oppe, men besindede sig. Det vil vist vare flere år før barnebarnet er vokset til. Nå, det er et museum. Men hver onsdag kommer en flok frivillige og syr det, som vi altså kan købe. Vi var der en torsdag. Der var væve på størrelse med stuen derhjemme. Der var symaskiner til enhver tænkelig detalje og overlocker, som enten kunne det ene eller det andet. Det var spændende. Og der var tid nok.

Efterhånden sivede vi ud i storbyen. Det var vildt. Deres genbrugsbutikker overgår langt dem i Nykøbing og Thisted. Lis fik et par bukser til 2 kr. Nye selvfølgelige. Men så gav hun også 2 kr. for posen. Og Nini skulle til fest om lørdagen, så hun fik en fin jakke til 19 kr. Den skulle ikke i pose. Lidt senere var halvdelen af udflugten i Søstrene Grene. Jo, vi oplever noget.

Som altid var udflugten gennemtænkt. Der var plads til fordybelse – til forundring og eftertanke. Vi sluttede dagen af i Nykøbing. De fleste af os kunne uden besvær indtage en 3 retters menu. En dejlig dag!

Bodil Busk